HVILKET SKATEBOARD SKAL JEG VÆLGE?

Dato

Noget af det første, du vil bemærke, når du leder efter et skateboard på nettet, er, at der findes mange skateboards i mange forskellige størrelser. Så hvordan kan du egentlig vide, hvilken størrelse skateboard du skal vælge? Hvilken størrelse skateboard er god til street skating? Og hvilken størrelse skateboard er god for begyndere? Læs med her, hvor du får al den information, du har brug for, for at du kan vælge den rigtige størrelse skateboard.

FÅ ALT PÅ DET RENE

Lad os lige starte med at få styr på begreberne. Boardet er det træstykke, du står på, når du skater. Du kan finde boards i et væld af forskellige former, størrelser, vægte og farver. Størrelsen på boardet varierer altså – men de fleste boards er mellem 7” og 10”. De er typisk lavet af syv-lags træ, bambus, harpiks, kulfiber eller plast. Hvilket board, du skal vælge, afhænger af forskellige ting. Det afhænger først og fremmest af, hvordan du vil skate – og selvfølgelig af din egen personlige præference inden for stil og brands.

Bredden – Den gennemsnitlige bredde på boardet er mellem 7,5” og 8,25”. Den rigtige bredde afhænger af størrelsen på skateren – og hvilken type skating boardet skal bruges til. Større skatere og dem, der skater på ramper, vælger typisk bredere boards, end streetskatere gør. Det er vigtigt at tænke på bredden, når du vælger, hvilken størrelse board du skal have.

Længden – Længden på boardet bliver målt fra ”næse til hale” så at sige. Den gennemsnitlige længde på boardet er mellem 28” og 32” – men faktisk er længden på boardet kun vigtigt for meget øvede skatere.

Akselafstanden – Akselafstanden er afstanden fra det ene sæt monteringshuller til det andet. Den gennemsnitlige akselafstand er mellem 13” og 15”. Hvor stor afstanden skal være afhænger også af, hvor dygtig en skater du er.

Næse og hale – Næsen og halen på boardet kan være svære at adskille fra hinanden. De fleste boards er dog designet med en grafik, der hjælper dig med at se, hvilken ende der er halen, og hvilken ende der er næsen. Du kan også kende forskel ved at kigge på, hvor stor kurven på boardet er. De fleste boards har en større kurve ved næsen og en mindre kurve ved halen.

Monteringshuller – Monteringshuller er de borede huller, som sidder der, hvor truckene sidder fast. Trucks er dem, der fastgør boardet til hjulene, og det er også dem, der tillader dig at dreje. Det ene sæt monteringshuller sidder tæt på næsen, og det andet sæt sidder tæt på halen.

Lag – Når du kigger på siden af boardet, kan du se tynde lag af træ. Boardet er lavet af flere lag træ, der gør det stærkere, end hvis boardet var lavet af ét stykke. Det typiske board er lavet af syv lag træ.

Kurven – Boardet kurver lidt i siderne. Kurven giver skateren mere kontrol – og den øger boardets styrke.

Boards kommer i mange forskellige bredder. Hvis du er begynder, skal du vælge dit board ud fra bredden – ikke ud fra længden eller akselafstanden. Den rigtige bredde afhænger af din størrelse, din skating stil og din personlige præference. Herunder ser du nogle generelle retningslinjer.

HVOR STORE ER DE FORSKELLIGE STØRRELSER BOARDS?

Micro board bredde: 6,5” – 6,75”. Board længde: 27,2” – 27,6”.

Micro boardet er for skatere, der er 5 år eller yngre. Du skal være under 105 cm og have en skostørrelse på 34 eller derunder.

Mini board bredde: 7,0”. Board længde: 28”.

Mini boardet er for skatere, der er mellem 6 og 8 år gamle. Du skal være mellem 1 m. og 1,32 m. høj og have en skostørrelse på mellem 36 og 38.

Medium board bredde: 7,3”. Board længde: 29”.

Medium boardet er for skatere, der er mellem 9 og 12 år gamle. Du skal være mellem 1,35 m. og 1,55 m. og have en skostørrelse på mellem 39 og 41.

Boards, der er minimum 7,5” brede, og som er minimum 29” lange, er for skatere, der er over 13 år gamle. Du skal være højere end 1,60 m. og have skostørrelse 42 eller mere. Når du skal have et board af denne størrelse, er det vigtigste dog, at boardet er tilpasset til din skating stil:

7,5” til 8” – standard board for voksne skatere, der dyrker street skating – eller mere tekniske tricks.

8,0” til 8,25” – for skatere, der skater på ramper og i skaterparks.

8,25” eller derover – for skatere, der også skater på ramper og andre skråninger – og som bare gerne vil skate old school.

SÅ HVILKET SKATEBOARD SKAL DU VÆLGE?

Nu hvor du har fået mere information om, hvilken størrelse board, der passer til dig, gælder det bare om at gå på jagt efter det helt rigtige board. Boards findes, som før nævnt, i alverdens farver, designs, former og størrelser – så der er nok at vælge imellem, og du kan derfor finde det board, der passer bedst til lige netop din stil.

Flere
indlæg